Federer haltende i gang på græs

Roger Federer indledte græs-sæsonen med en sejr over Philipp Kohlschreiber i yndlingsturneringen Gerry Weber Open i Halle i Tyskland.

Schweizeren har vundet den hele syv gange, men selvom han avancerede, så var han lidt på hælene mod tyskeren, som han ellers har slået otte gange før.

Første sæt måtte i tiebreak, mens Kohlschreiber tog andet med 6-3.

I tredje sæt havde Federer to matchbolde ved stillingen 5-4, men forpassede chancen for at vinde. I tiebreaken var Kohlschreiber til gengæld foran med 5-3, men missede sine to server, og så kunne Federer tage sejren med 7-6, 3-6, 7-6.

Det er altid denne turnering, som Federer bruger som opvarmning til sit helt store mål, Wimbledon.