Wozniacki sender italiener ud af Wimbledon

Caroline Wozniacki spillede sig lørdag i fjerde runde ved årets Wimbledon-turnering. Det er samtidig en tangering af danskerens rekord på det prestigefyldte græs i London. Wozniacki er nemlig aldrig nået længere end til fjerde runde i Wimbledon.

Den femteseede dansker viste stort overskud og besejrede italienske Camila Giorgi i to sæt med cifrene 6-2, 6-2.

Wozniacki spillede stabilt i hele kampen, og hun lavede ingen uprovokerede fejl. Derudover servede den danske tennisstjerne rigtig godt igennem hele matchen.

Det er ellers to gange tidligere endt med nederlag til Caroline Wozniacki, når hun har mødt Camila Giorgi, der før lørdagens kamp førte 2-1 i indbyrdes opgør. Det regnskab bringer Wozniacki således balance i.

Caroline Wozniacki møder i fjerde runde Garbine Muguruza, der ligger nummer 20 på verdensranglisten.