Løchte tabte til Nadals reserve

Frederik Løchte gjorde, hvad han kunne, men var chanceløs mod Roberto Bautista Agut, som havde fået pladsen i stedet for Rafael Nadal, der ikke stillede til start søndag.

Superstjernen havde ellers været i kamp de foregående dage i Odense, men tilskuerne måtte kigge langt efter ham på Davis Cup-kampens sidste dag, hvor han var erstattet af Agut, der ligger nummer 22 i verden. Spanien vandt 6-3, 6-4. Kampen blev afviklet bedst af tre sæt, fordi Spanien allerede lørdag sikrede den samlede sejr ved at komme på 3-0.

Det samlede danske nederlag betyder, at Danmark senere på året skal møde Sverige i en direkte kamp om nedrykning.